Når I først har været i Bibione én gang, så er der stor chance for, at I kommer igen. Byen er stor med masser af ferieboliger, restauranter og barer, men samtidig meget hyggelig. Centrums hovedgade bliver om aftenen lukket af for trafik og omdannet til den hyggeligste gågade. Her finder I masser af fortovsrestauranter og forretninger. Campingpladserne ligger direkte ud til sandstranden, og alle er enige om, at det er en af Italiens mest børnevenlige strande, ca. 8 km lang og op til 400 meter bred. I Bibione har man gjort meget for at tiltrække børnefamilier, og på stranden finder I legepladser og andre aktivitetsområder, så de mindste ikke behøver at kede sig mens de voksne nyder at slange sig på en drømmeseng.